Efterårsuglen Atethmia centrago fundet i Danmark


Af Danny Nilsson, Poul Svendsen og Michael Fibiger

Fig. 1.Forskellige former af Atethmia centrago Hw. Ø.tv. Dania, LFM, Gedesby, 17-23.viii.1997 leg. D. Nielsson & P. Svendsen. Ø.tv. uden data, n.tv. Ungarn, Dudar Erdeszet, 1.ix.1983, n.th. England, Feldham, 23.viii.1949. (Foto: P. Stadel Nielsen)
Different forms of A. centrago. Top left first Danish specimen; top right, no label; bottom left Hungary; bottom right, England. See above for details.

 Atethmia centrago (Haworth, 1809) is recorded as new to the fauna of Denmark: Two males from the island of Falster 17-23.ix.1997, and 7-13.ix.1999 and further 6 specimens from the island of Funen 1998 to 2002. All specimens were taken at light. According to literature the best way to obtain this species is by looking for and collecting larvae in late May between mosses and leaves around the stem of ashes at the border between tree and earth. Concerning bionomy and illustrations of the male and female genitalia we refer to Ronkay at al. (2001). The imago and the European distribution is figured. The distribution outside Europe extends to the Himalayas. (ed. note 2003: The species must now be considered resident in Denmark, as a considerable number of specimens have been found during 2003).

Atethmia centrago (Hw.) er den for ældre lepidopterologer kendte Atethmia xerampelina (Esper, [1794]), men denne xerampelina har vist sig at være et synonym til den mere sydøstligt udbredte Atethmia ambusta (Denis & Schiffermüller, [1775]), og da Haworth’s beskrivelse af arten fra England er udgivet lidt tidligere på året end Hübner’s, [1809] xerampelina (som er identisk med A. centrago), er det Haworth’s navn, som er gældende. Er det forvirrende? Ja måske, og der er yderligere ombytninger i Poole (1989). De korrekte nomenklatoriske forhold er beskrevet af Ronkay et al. (2001) i »Noctuidae Europaeae«.
   Denne smukke art - som allerede Hoffmeyer (1960) - tilskyndede os til at holde øje med, og som er gammelkendt i England og syd for os, helt op til Østersøen og i Holsten, er nu dukket op i Danmark, endda i flere eksemplarer, og i to landsdele: På Falster og på Fyn. Tilskyndet af fundene på Fyn i 2002 melder vi nu - endelig - arten som ny for Danmark.

Indtil videre 8 fund

Det første fund blev ikke overraskende gjort i en askeskov på Sydfalster, en han ved Gedesby d. 17.-23.viii. 1997 af Poul Svendsen og Danny Nilsson. Allerede året efter fangede de endnu en han i Mellemskoven LFM, d. 7.-13.ix. 1998. Forinden var der d. 7.ix.1998 fanget et stk. af Chr. Jørgensen på Fyn, Søndersø (NG 7950). D. 24.viii. 2002 fanges samme sted, også af Chr. Jørgensen, 1 stk. I Kajbjerg Skov (lige syd for Nyborg) tages 2 stk. d. 24.-29.viii. 2002 ved Lars Hansen. Denne fanger samme år på Tåsinge, Vemmenæs 1 stk. d. 1.-5.ix. I Østjylland er der d. 4.ix. 2002 fanget 1 stk. ved Ajstrup Strand (NH71) øst for Malling af Steen Hyldsgaard.
   Med det lidt varmere klima, som allerede har givet os et tydeligt tilskud af arter og indflyvning sydfra, må det forventes, at A. centrago bliver fundet oftere i de kommende år. (red. tilføjelse 2003: Arten er i 2003 fundet i pænt antal på flere lokaliteter langs dens fynske storebæltskyst og må nu betegnes som fastboende)

Artens kendetegn

A. centrago er på størrelse med de gule Xanthia-arter (vingefang 32-38 mm), men har takkede forvinger. Grundfarven er smørgul oftest med et brunligt mellemfelt (heraf det engelske navn, The Centre-barred Sallow). Det brune kan være mere dominerende, eller hele forvingen kan være ensfarvet brun. Sydøst- og østpå er arten ofte helt lysegul, men den form har vi ikke i det nordvestlige udbredelsesområde. På grund af de altid tydelige lysegule indre og ydre mellemlinier og det brede, brune nyremærke kan A. centrago ikke forveksles med de andre gule, gullige og brune efterårsugler. Hannens og hunnens genitalorganer, hannen med everteret vesica, er afbildet i Ronkay et al. (2001). Ringere gengivelser, uden udblæst vesica, findes i flere andre bøger.

Artens biologi

A. centrago’s biologi fra æg til imago er grundigt beskrevet af Matti Ahola (i Ronkay et al., 2001), af Barry Goater (i Heath et al., 1983) og af Axel Steiner (i Ebert, 1997). Ægget overvintrer. Larvens adfærd er værd at bemærke. Den klækker i løbet af vinteren og borer sig straks ind i knopperne af ask. Den lever monofagt og nataktivt fra løvspringet i maj, hvor den æder både blade og navnlig blomsterne. Den skulle være let at finde om natten. Om morgenen kravler den ned og skjuler sig ved foden af stammen i barkrevner, men navnlig mellem mos og blade. Her kan den også »let« findes, selv om den er barkfarvet (Steiner (1997) afbilder den udmærket). Om aftenen kravler den op mellem kl. 22 og 22.30 (sommertid). Den forpupper sig i begyndelsen af juni i en kokon i jorden.
   Den største chance for at finde arten er ved at finde larven eller ved at lokke med en friskklækket hun.
   De voksne individer flyver fra midten af august til slutningen af september, bedste flyvetid er i månedskiftet. Imago er hverken »lys- eller sukkerloknings-tosset«. I England ser de arten lidt oftere på lyset. Den skulle ikke være svær at føde op fra æg. I litteraturen er der flere rapporter om, at A. centrago er usædvanlig følsom over for skift i vejret, men hvad dette betyder, er ikke oplyst.
   I de udenlandske kilder beskrives biotopen lidt upræcist og vegt, men en sammenfatning bliver: Ikke i tætte askebevoksninger, men snarere i blandingsløvskove med spredte asketræer (den slags skove ryddede vi i Danmark for flere tusinde år siden) også i enkeltstående træer, bl. a. i parklignende bevoksninger samt i ikke for tætte skovbryn (som ikke støder op til giftsprøjtede marker).

Udbredelsen

De meldte eksemplarer er de første fra de nordiske lande, inklusive Baltikum, Hviderusland og Rusland.
   På de britiske øer er arten udbredt som lokalt almindelig fra syd til nord, endda helt op til Skotland og Hebriderne. Udbredelsen uden for England er ikke angivet korrekt i Heath et al. (1983) - som begrænset til Vesteuropa. Udbredelsen strækker sig østover helt til Himalaya (Ronkay et al., 2001).