| Foreningens startside | Danske rapporter |
|
Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel! For diskussioner, annoncer m.v. henviser vi til vores forum Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare! |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |
| Rapportør | Obs. dato | Distrikt/amt/landskab | Obs. type | Jesper Rye Rasmussen | 15/4-2023 | Algarve, Portugal | Dagsommerfugle |
|
En uge (8.-15.4.2023) i Algaveområdet gav ca. 25 forskellige arter dagsommerfugle. Udover dem vi kender fra Danmark var der mange Zerynthia rumina, Colias crocea, Gonepteryx cleopatra, Glaucopsyche melanops og Melanargia ines. Vi så også en del Papilio machaon, Iphiclides feisthamelii, Danaus plexippus, Cupido lorquinii og Lampides boeticus. Derudover lidt Euphydryas aurinia beckeri, Euchloe belemia og Leptides sinapis. Så også et enkelt eksemplar af hhv. Carcharodus tripolina og Thymelicus acteon, men fik desværre ikke billeder. Det store hit for mig var at se 3 Melitaea aetherie. Skrevet d. 18/4-2023 | Emil Bjerregård | 23/4-2022 | Vestmakedonien | Dagsommerfugle |
|
23/4: Askio-bjergene, Vestmakedonien, Grækenland Vi holdte os igen i dag i Askio-bjergene ved for Kozani, men vi ville forsøge at prøve at finde bjergdyr i lavest mulig højde pga. det tidlige forår. Vha. Google Earth havde vi fundet nogle spændende varme skrænter helt nede i 700-750 m, lige nord for landsbyen Koila, hvor håbet var at fænologien lige var 7-10 dage længere fremme end helt oppe i 900 m. Højder betyder alt når man er på sommerfuglejagt, og det er rigtig smart at have forberedt lokaliteter i mange forskellige højder inden man tager afsted, for så er man garderet ift. hvis det bliver et koldt vs. varmt år. Den klart mest dominerende art i dag ved Koila var den for Vestmakedonien endemiske underart Proterebia phegea pyramus. Nogle kalder den Mangeplettet Bjergrandøje, men jeg synes virkelig det er et dumt navn, phegea er både kortere og lyder smukkere. De var simpelthen overalt på skrænterne, og især på det flade plateau oven for, hvor det var en mørk sky. Vi skulle lede efter superdyr, så der var ikke tid til på nogen måde at tælle noget som helst, men et slag på tasken var nok +4000 dyr. Torben var skrap i dag og fandt gode dyr. Først fandt han en lille lokal forekomst af pletvingen Melitaea ornata, på et lille område lige neden for plateauet. Den har drillet mig en del på tidligere rejser, så det var fedt at der fløj nogle stykker - meget smuk pletvinge. Dertil fandt Torben også de første hanner af Euchloe penia, "Østlig Gul Sorttip", der hilltoppede oppe ved plateauet. Det var en drømmeart for os alle, og her fløj virkelig mange. Selv så jeg +50 dyr der piskede rundt, især på plateauet, men også skrænterne neden for. En fornøjelse at se dette gule lyn piske afsted i bjergene. Det var den sidste europæiske Elphinstonia-art jeg manglede, efter jeg fandt bazae for nu mere end to uger siden ved Candasnos i Aragonien. Dertil kan også nævnes en enkelt Erynnis marloyi der slap væk, en Papilio machaon/Svalehale, en Pontia edusa og en Lasiommata maera. Fra Koila, meget veltilfredse over både pania, ornata og marloyi, kørte vi tilbage tilbage til Skiti for at koncentrere en indsats der. Mange af typedyrene gides ikke nævnes, men der dukkede nogle rigtig gode dyr op. Et enkelt eksemplar af pletvingen Melitaea ornata, enkelte Euchloe penia, enkelte Leptidea duponcheli lorkovici, en hel del Pieris ergane, en enkelt Pyrgus serratulae major (den sydøsteuropæiske underart med det kraftige hvide pletmønster) MEN dagens suverænt bedste dyr var et meget fint eksemplar af den møgsjældne blåfugl Pseudophilotes bavius macedonicus. Den har jeg virkelig drømt om i mange år, og jeg havde egentlig lidt småopgivet den på turen pga. det kolde forår, og at de nok først ville begynde at flyve omkring 27-28-29. april. Det kan være svært at time flyvetiden perfekt fordi den er meget kort. De sidste par varme dage har fået de første eksemplarer ud af pupperne, heldigt nok. Jeg må hellere lige sige lidt om arten, da nok de færreste kender bavius. Det er et meget smukt forårsdyr som lever på Salvia nutans. Den bliver af nogle kaldt Salvieblåfugl, et meget smukt navn der passer perfekt med værtsplanten. Der er kun enkelte isolerede lokale forekomster i Europa og det er en helt vildt lokal art, hvor det virkelig handler om at stå på den helt rigtige kvadratmeter for ikke at misse dem. I Transsylvanien omkring Cluj i det nordlige Rumænien flyver den nordligste forekomst i Europa, den endemiske underart hungaricus. Jeg besøgte denne lokalitet sidste år i august, på det tidspunkt flyver den slet ikke, jeg var der efter den efterhånden lige så sjældne høsommerfugl, Colias chrysotheme. Her ved Skiti flyver den endemiske underart macedonicus som blev opdaget her af danske Ib Kreutzer. Udover den isolerede forekomst her i landet ved Skiti findes bavius/Salvieblåfugl også på Peloponnes, hvor den endemiske underart casimiri flyver på nordøen, den nok sværeste underart af bavius/Salvieblåfugl i hele Europa. Morfologisk adskiller casimiri sig fra macedonicus ved at være en smule mindre og lidt mere blå på oversiden. Endeligt flyver underarten egea i Dobrogea og norminaten flyver i det sydlige Ukraine, på Krim og i Europæisk Rusland, hvor det er et steppedyr. Har et par dage mere hernede, hvor vi gerne vil arbejde videre med bavius, og så er det ellers hjem til Danmark igen via Tyrkiet natten til d. 26. april. Skrevet d. 24/4-2022 | Emil Bjerregård | 22/4-2022 | Vestmakedonien | Dagsommerfugle |
|
21/4: Epirus, Grækenland Vejrudsigten var pænt ringe denne dag for Vestmakedonien, så vi valgte i stedet at køre til regionen Epirus længere mod vest. Målet var Pindus-bjergene, et fabelagtigt sommerfugleområde, dog primært om sommeren. Vi kørte fra Kozani tidligt, hvor der var ca. 2 timers kørsel til den lille landsby Monodendri lige syd for Vikoskløften, den dybeste i hele verden. Topmålet var Anthocharis damone eunomia. Lidt introduktion angående damone til dem der ikke kender arten: Der findes to europæiske taxa af arten. Norminaten (Anthocharis damone damone) findes på Sicilien (hvor den nok lettest findes oppe på Etna) samt på fastlandet i Calabrien med de bedste bestande i Aspromonte. På Balkan er det underarten eunomia der flyver. Den findes over et større område med de nordligste bestande i Giljeva-bjergene på grænsen mellem Serbien & Montenegro, videre udbredt ned gennem grænseområdet mellem Albanien & Nordmakedonien og endeligt med spredte forekomster i Grækenland ved Makedonien, Epirus, Centralgrækenland, Peloponnes og Corfu. Men på trods af det store udbredelsesområde, er det en af de rigtig svære forårsarter. Den er meget lokal og ofte meget fåtallig på lokaliteterne. Og de flyver meget kort tid, og prime-time svinger enormt meget ift. kolde år vs varme forår plus højdeforskelle. På varme lokaliteter i 700 m, flyver de ofte i begyndelsen af april, mens det på de kolde lokaliteter omkring 900-1000 m, lige venter et par ugers tid mere eller tre med at påbegynde flyvningen. Desværre er det kun nogle ganske få lokaliteter hvor den er ”nem” at finde, hvis du kommer på det rigtige tidspunkt: De bedste bud er nok Giljeva-bjergene i det vestlige Serbien, olivenlundene mellem Delphi og Arachova i Centralgrækenland samt på Corfu. Vores forsøg på at finde arten i Pindus-bjergene kunne direkte betegnes som et sats. Jeg ved nemlig ikke fuldstændig præcis hvor i Pindus-bjergene den findes (men jeg ved den findes her!) andet end at det er i nærheden af landsbyen Monodendri omkring 1000 m. Det går igen i flere gamle tidsskrifter. Hele formiddagen gik med at rekognoscere, men hen ad dagen kom der flot sol, men vi kæmpede en del med at finde dyr. Reelt set var der kun en enkelt skrænt, ved den lille landsby Bitsa i 900 m lige syd for Monodendri i den vestlige del af Pindus-bjergene, hvor der var nogenlunde flyvning. Desværre ingen damone eunomia, selvom habitaten virkede egnet, til gengæld var her en del Zerynthia polyxena (heraf to eksemplarer af de meget orange former ochracea), mange Colias crocea, en enkelt Pieris ergane (som ofte deler habitat med Anthocharis damone eunomia!), enkelte Glaucopsyche alexis alexis og en enkelt Libythea celtis. Lidt ærgerligt med Anthocharis damone eunomia, men til gengæld er man jo blevet klogere endnu en gang. Jeg tror virkelig det er en art, hvor man kan gøre nogle fede opdagelser i Sydøsteuropa, hvis man leder koncentreret efter dem på det rigtige tidspunkt. Den er overset fordi den er svær. Det er jo f.eks. mindre end 10 år siden den blev fundet som ny for Serbien og jeg vil vædde med den også er i Montenegro – der er bare ingen der har fundet den der endnu! Det kunne godt være det kunne betale sig at lave en forårstur dertil og lave et planlagt ny for landet fund på de kanter. Det overvejes. 22/4: Vestmakedonien, Grækenland I går satsede vi, i dag var strategien mere ”play it safe”. Det var flot vejr i Kozani, så vi holdte os til Askio-bjergene. Vi besluttede os for at starte i den vestlige del af Askio-bjergene for at tjekke Siatista-kanten, og derfra langsomt køre østover mod Skiti, og tjekke gode steder undervejs. Vejret var perfekt, en smule koldt først på dagen, men efter middag blev det lunt, og skyer var (næsten) fraværende over hele dagen. Dagens første stop var en knold lige nord for byen Siatista i 1050 m der helt gav ”Gargia-vibes” (læs: Gargia er et af de mest berømte sommerfuglebjerge i Finnmarken med bestande af bl.a. Colias hecla sulitelma, Boloria chariclea, Boloria polaris, Oeneis bore, Erebia disa m.fl.). Her var goldt, men der var et hav af Proterebia phegea pyramus. I løbet af en halv times tid havde vi vel set +25 eksemplarer. De flyver meget tidligt på dagen, det er typisk for både denne og de nært beslægtede Erebia-arter, hvor det er meget vigtigt at være tidligt på lokaliteterne. Vi kørte herfra en smule længere op i højden, hvor vi fandt en kløft i 1100 m, hvor der fløj rigtig mange Anthocharis gruneri. Det blev til +75 dyr samt rigtig mange phegea pyramus. Dertil enkelte Zerynthia polyxena, 1 Colias crocea f. helice og enkelte Glaucopsyche alexis alexis. Herefter kørte vi op til den lille bjergby Galatini for lige at få en hurtig kop kaffe. Inde i bjergbyen Galatini så vi en enkelt malplaceret Proterebia phegea pyramus i en bypark. Syret. Det kan være den var fløjet derind for at få en kop kaffe ligesom os. På den her årstid er det lige omkring skiftet fra ca. 950 m til 1050 m hvor sommerfuglefaunaen fuldstændigt skifter. Så snart vi nåede ned til ca. 950 m begyndte der at flyve færre phegea pyramus, der flyver højere her i Askio-bjergene end de fleste andre dagfugle, til gengæld der mange andre sjove dyr når vi kommer <1000 m. Vi fandt nogle gode skråninger og vejkanter lang med vejen mellem Galatini og Skiti i afstand 500 m til 2000 m fra Skiti, hvor der fløj meget. Her kan vigtigst nævnes 1 Zerynthia polyxena f. ochracea, enkelte Carcharodus alceae, rigtig mange Erynnis tages, 1 Pyrgus serratulae major, pænt mange Leptidea duponcheli lorkovici (ny art for alle, jubii), 1 Leptidea sinapis, enkelte Pieris ergane og et par Pseudophilotes vicrama schiffermuelleri. Smukt. Vi sluttede med at køre ind til Skiti og videre mod nord, hvor vi startede turen. Sidst var vi her i gråvejr og blæst, denne gang i flot sol. Der fløj mange dyr, rigtig mange af de nævnte, men dertil bør nævnes 1 Colias alfacariensis, et par hanner af Polyommatus thersites, virkelig mange Pseudophilotes vicrama schiffermuelleri, et par Callophrys rubi og en enkelt Libythea celtis. Til allersidst på dagen blev det dog til et par observationer der virkelig fik adrenalinen i kog. Først opdagede jeg en meget mørk Erynnis, som jeg så kort og dårligt – jeg tror ikke det var tages – jeg tror det var søsterarten marloyi! Desværre fløj den hurtigt ned af nogle skrænter, hvor jeg forsøgte at løbe den op, men det var desværre for stejlt til jeg kunne løbe den op, så jeg tabte den. Til gengæld, efter at have løbet jeg ved ikke hvor mange Gonepteryx’er op gennem tidernes løb i Albanien & Grækenland for at finde Gonepteryx farinosa, uden held (det har sgu altid bare været rhamni), lykkedes det sgu i dag at score mit livs første Gonepteryx farinosa – et fuldstændig nyklækket perfekt eksemplar. Fedest! Det er en rigtig lokal art på Balkan, som ligner Gonepteryx rhamni en del, men kendes bedst på den nærmest kuglerunde vingeform, hvor forvingeformen hos rhamni er mere konkav. Glæden var stor. Den er svær, fordi der skal arbejdes på at løbe dem op og især hunnerne er svære. Du kan ikke rigtig bare tage ud til en population, hvor man bare kan gå ud og finde dem, altså ikke en art du bare kan regne med, men det er i stedet sådan noget med du skal løbe ALLE Gonepteryx'er op du ser hernede i NV-Grækenland, og være heldig at tage farinosa enkeltvist hist og pist. I morgen skal vi ud og finde Euchloe (Elphinstonia) penia, vi ledte meget i dag forgæves, nok også fordi vi fokuserede på så meget andet, men nu hvor meget andet er lykkedes, kan vi være mere selektive i morgen. Skrevet d. 24/4-2022 | Emil Bjerregård | 20/4-2022 | Vestmakedonien, Græk | Dagsommerfugle |
|
Rapport for d. 20/4: Skiti (850 m), Vestmakedonien, Grækenland Efter forgæves eftersøgninger af den lille bredpande Gegenes nostrodamus (det var sgu for tidligt, foråret har været meget koldt hernede), fløj jeg tidligt denne morgen fra Athen til Thessaloniki (fly nr. 5 ud af 7 på min tur), hvor jeg mødtes ved Torben Evald, Kurt Hoppe og Per Dirksen som stødte til. Målet var Skiti-bjergene ved Kozani i Vestmakedonien, 2 timers kørsel fra Thessaloniki. Dette er et af de bedste steder at se forårsdyr på fastlandet, og det er her i slutningen af april der begynder at komme gang i den. Det blev kun til et par enkelte timer mellem 16 og 18 til at finde sommerfugle, men vi fik en god start. Heldigvis var der lige et hul i skyerne i en times tid (i et ellers noget tungt skydække), og selvom det var koldt og blæsende, lykkedes det at sparke lidt dyr op. Det bedste blev en enkelt Proterebia phegea pyramus, som var et af hovedmålene med turen. Det er en meget sjælden art i Europa, med spredte reliktforekomster på Balkan og i Østeuropa. Underarten pyramus er endemisk for Vestmakedonien. Ved Dalmatien i Kroatien flyver dalmata, på Krim flyver krymaeus, mens norminaten flyver i Europæisk Rusland. Dertil kunne vi glæde os over en enkelt Anthocharis gruneri, et par Glaucopsyche alexis alexis (heraf en hun) samt lidt Zerynthia polyxena. Vi giver Skiti-bjergene nogle dage, for her er mange spændende dyr at støve op. Eneste minus er alt skraldet. Grækenland er slemt, og særligt Skiti er forfærdeligt hvad det angår, men sommerfuglene er heldigvis ligeglade. Skrevet d. 24/4-2022 | Emil Bjerregård | 16/4-2022 | Samos, Grækenland | Dagsommerfugle |
|
Rapport for i dag, d. 16/4: Ireo, Samos, Grækenland Det var dårligt vejr først på dagen, så jeg nød lige at kunne slappe lidt af ved den tidlige morgenstund inden jeg rykkede ud. Der er ikke så forfærdeligt meget mere jeg skulle gå efter, men det gode vejr efter kl. 12 måtte jo udnyttes. Jeg kørte til kystbyen Ireo vest for Pythagorion, hvor jeg havde en angivelse for Glaucopsyche alexis alexis. Jeg manglede norminaten og har kun underarten schneideri fra Skandinavien som er særligt karakteriseret ved de meget blå hunner. Det er lige tidligt nok i flyvetiden, men alligevel lykkedes det at finde 3 hanner. Hunnerne kommer nok først senere, måske jeg kan finde nogle på fastlandet i næste uge. Ellers blev det henover dagen igen til mange Zerynthia cerisy cerisy (heraf en hun, nr. 3 på turen), lidt Papilio machaon, Iphiclides podalirius, Colias crocea, Euchloe crameri taurica, Carcharodus alceae, Callophrys rubi m.fl. Nu hvor der ikke var mange sjældne dyr i luften i dag, valgte jeg at bruge tid på at fotografere nogle af de mere almindelige dyr. Dagens sjældneste observation var dog ubetinget en græsk naturinteresseret kvinde ved Heras Tempel. Findes de? Åbenbart. Hun snakkede meget om et insektkollaps på øen siden 2017, hvor hun havde registreret et fald på 90 % på tværs af biller, sommerfugle og fluer i en omfattende undersøgelse. Hun havde boet på øen siden 1960'erne, og aldrig oplevet noget lignende hvad angår insektfaunaen på øen i 2018, 2019, 2020, 2021 og nu 2022. Hun mente at den drastiske pludselige tilbagegang skyldtes 5G. Sidst på dagen på vej tilbage til Pythagorion skete en uheldig hændelse. Turen første rigtige uheld ramte mig nemlig, da jeg styrtede på min MTB med >30 km/t på en nedkørsel, men jeg slap heldigvis med kun 5 hudafskrabninger (thank god der er autoværn her i bjergene). Rigtig sommerfuglehunt (ikke sådan noget lavlandsfis) er i ny og næ farligt, sådan er det bare. Heldigvis bliver man klogere nu ældre man bliver, og jeg er blevet bedre med tiden til at holde hovedet koldt mens adrenalinen pumper, f.eks. når man jagter nogle af de Erebia der lever på lodrette klippevægge (melas, scipio, pluto, lefebvrei etc.) i områder hvor man relativt let kan falde ned fra et bjerg; "Husk Emil, det er bare en sommerfugl, det er bare en sommerfugl, det er ikke det værd, hvis nu du fal.." Nu er det videre til fastlandet. Jeg flyver til Athen i overmorgen, hvorfra jeg kører op på Parnassos-bjerget, hvor jeg har sat 2 dage af til at finde superdyret Anthocharis damone eunomia. Jeg tror jeg rammer flyvetiden helt perfekt her omkring 20. april. Skrevet d. 16/4-2022 | Emil Bjerregård | 15/4-2022 | Samos, Grækenland | Dagsommerfugle |
|
Rapport for i dag, d. 15/4: Samos, Grækenland Efter jeg i går fokuserede big time på Archon apollinus, med succes, var min 1. prioritet at gøre mere ved hunnerne af Zerynthia cerisy. Jeg havde så travlt med at fokusere på apollinus i går, at jeg kun fandt hanner af cerisy - i dag skulle jeg på damejagt. Jeg startede ved de åbne skrænter lige nord for Pythagorion. Jeg vidste fra Knud Bech at det var en fin cerisy-lokalitet, så det var dagens første chance for at score hunnen. Desværre fløj der kun et par enkelte cerisy heroppe som begge var hanner. Øv. Til gengæld fandt jeg en enkelt Euchloe ausonia taurica. Et meget almindeligt dyr hernede, men som jeg har manglet materiale på (pinligt). Det fik jeg gjort lidt ved. Rykkede videre mod nord til Mitilini. Først fandt jeg et sted hvor der fløj en del Euchloe ausonia taurica, så nu kunne jeg virkelig arbejde med arten, det kostede lige en halv time, men worth. Herefter kørte jeg til den lokalitet hvor jeg i går fandt enkelte Polyommatus thersites - jeg vil godt gøre lidt mere ud af hunnen hvad den art angår, hannerne er jeg efterhånden ligeglad med. Det lykkedes da også at finde en enkelt hun, så det var superfint. Herefter rykkede jeg op mod Óros Karvoúni i ca. 250 m. Det var nemlig her hvor jeg så klárt flest cerisy i går, så det var nok her jeg havde størst chance for at finde hunner. Og jeps; fandt en enkelt hun mellem de mange omkringfarende hanner. Ville nu godt have fundet bare én mere, men der var kun den ene i sigte. Til gengæld lykkedes det at finde en hun mere på tilbagevejen nede omkring Mitilini. Så var jeg ok tilfreds hvad angår hunner af Zerynthia cerisy cerisy. Nu hvor jeg var færdig med Archon apollinus og Zerynthia cerisy cerisy, skulle jeg finde noget andet fornuftigt at give mig til. Jeg kørte derfor til Heras Tempel vest for Pythagorion. Det ligger på sydøen, og her er der nogle urterige, sandede arealer med meget lav vegetation som skaber et varmt mikroklima. Her kan man nemlig finde den meget sjældne bredpande Pelopidas thrax. Den findes i Europa kun på De Østægæiske Øer samt (hvad der ikke er mange der ved!) i Thrakien omkring Alexandroupoli, hvor den er meget lokal. Her blev den fundet af danske Ib Kreutzer for årtier tilbage, alligevel blev den først genfundet af de lokale for et par år siden. Ib's teori er så at det i virkeligheden slet ikke var ham der opdagede thrax i første omgang i Thrakien, men at den i virkeligheden oprindeligt er beskrevet herfra: "Emil, hvorfor tror du den hedder thrax? Thrax for Thrakien!" Om der er hold i det skal være uvist. Nå, men problemet hernede er så at det er lige tidligt nok på sæsonen til thrax. Den tyske kompetente uglesamler Dieter Frietsch som har godt styr på hele sommerfuglefaunaen på Samos har aldrig set thrax hernede tidligere end d. 21. april. Ovenikøbet er det et sent år, så det var nok lige optimistisk nok, jeg ville jo bare så gerne finde den art, og nu jeg var her ville det være synd ikke at give det et skud. Jeg skruede "bredpande-øjnene" på, koncentrede mig, men nix, ingen thrax i dag! Jeg sluttede dagen SV for Heras Tempel lige ud for kystbyen Ireo. Her findes den specielle Græsrandøje hernede, Maniola telmessia. Den minder en del om den almindelige Græsrandøje vi kender herhjemme fra, men med et mere gyldent look. Der er flere spændende arter hernede i Maniola-slægten på De Østægæiske Øer. På flere af øerne hernede flyver telmessia, på Chios flyver Maniola chia, på Nissiros flyver Maniola halicarnassus og sidst men ikke mindst flyver Maniola megala på Lesbos. Nu ville jeg så i første omgang forsøge at finde Maniola telmessia her på Samos. Det lykkedes desværre ikke i den times tid jeg forsøgte her allersidst på dagen, det skal dog siges at det er meget tidligt i flyvetiden. Ganske vidst flyver de allerede i starten af april, men meget fåtalligt, dvs. det er en art med en forskudt lang klækketid. Så der vil først være mange dyr på vingerne om nogle uger. Det eneste der fløj var lidt Callophrys rubi og Aricia agestis. Jeg tror det klogeste nu vil være at fokusere på Maniola telmessia i morgen, med arbejdsindsats skal jeg sgu nok finde et sted på øen hvor de er begyndt at flyve. Pelopidas thrax må jeg finde hernede på en juni-tur, hvor jeg kan kombinere det med nogle af bjergdyrene på Kerketefs-bjerget. Skrevet d. 16/4-2022 | Emil Bjerregård | 14/4-2022 | Samos, Grækenland | Dagsommerfugle |
|
Rapport for i dag, d. 14/4: Óros Karvoúni, Samos, Grækenland Siden jeg første gang for efterhånden mange år siden, så Archon apollinus fra Samos i Knud Bech’s europæiske dagsommerfuglesamling, vidste jeg med det samme at jeg ville derhen en skønne dag. Øen har til dels en spændende historie, nok bedst kendt for den berømte filosof og matematiker Pythagoras, hans evindelige gemmeri fra Polykrates, omskifteligt herredømme, lige fra Alexander den store, Romerriget, Det Osmanniske Rige og senest forfærdelige stridigheder i det 19. og 20. århundrede mellem Grækenland & Tyrkiet, senest i 1974 hvor der var ved at ende i en forfærdelig krig. Men bortset fra det, er det vigtigst af alt en fantastisk sommerfugleø! Samos er eventyrenes ø i eventyrenes land, Grækenland. Der er flere helt specielle arter at finde her: Archon apollinus, Zerynthia cerisy cerisy, Pelopidas thrax, Kretania eurypilus eurypilus og Maniola telmessia, bare for at nævne nogle få af de sjældne arter, som i Europa kun findes her samt nogle få andre af De Ægæiske Øer. Topdyret hernede er dog utvivlsomt Satyrium ledereri christianiae, som er endemisk for Samos, og kun findes på Kerketefs-bjerget & Karvounis-bjerget (inden for de senere år meget tæt på at forsvinde fra Karvounis-bjerget) i hele verden, men denne flyver først i juni. De to primære targets så tidligt på året var Archon apollinus apollinus & Zerynthia cerisy cerisy. Archon apollinus er ganske udbredt i Lilleasien, men i Europa er det en supersjældenhed. Norminaten skal findes her på Samos & Lesbos, mens underarten thracica findes ved Kuru Dagi-bjerget lige vest for Istanbul i Europæisk Tyrkiet. Denne taxa har i dag også bestande nær Alexandroupoli, men alle de nordgræske fund drejer sig om udsatte dyr fra Kuru Dagi, så det tæller jo ikke. Endelig findes der en tredje taxa i Europa (eller rettere fandtes), Archon apollinus nikodemusi der var endemisk for Istanbul-provinsen i Europæisk Tyrkiet. Underarten blev opdaget af K. H. Nikodemus i 1972, men forsvandt relativt hurtigt pga. Istanbuls ekspansion. Denne taxa er altså dermed i dag umulig, men trods alt sidder der en enkelt nikodemusi-han på Zoologisk Museum i København. Det andet mål, Zerynthia cerisy cerisy, er den i Europa sjældne underart af cerisy. Underarten ferdinandi er udbredt på fastlandet, men cerisy cerisy skal findes på de græske øer. Efter at have raidet i det nordlige Spanien fra 7-13. april, gik det videre kl. 11:25 fra Barcelona Lufthavn i retning mod Pythagorion Lufthavn på Samos med mellemlanding i Athen. Puha, meget transport. Der er så meget logistik, for alt skal planlægges til den mindste detalje, bjergdyrene flyver på så specifikke tidspunkter og eftersom jeg foretrækker at rejse alene på sommerfuglerejser så jeg ikke bliver begrænset, skal man jo stå for alt planlægningen selv. Det er hårdt, men det går. Efter en fin mellemlanding i Athen, fløj jeg videre med Olympic Air’s hyggelige minifly til de De Østægæiske Øer. Det gynger lidt mere ift. almindelige passagerfly, så det er en ganske underholdende flyvetur. Det var en meget smuk landing, i fuldstændig skyfrit vejr, med en enormt betagende udsigt ved landingen til Dilek Yar?madas? Büyük i Tyrkiet lige bag ved Mycale-strædet der skiller Europa & Asien. Et pragtfuldt syn jeg aldrig glemmer. Kl. 17:50 lokal tid landede jeg så i Pythagorion. Endelig stod jeg her! Jeg tog taxi direkte fra lufthavnen til mit hotel her på sydøen. Her har jeg balkonudsigt til Mycale-strædet, med Asien lige over på den anden side. Meget smukt. Næste morgen, d. 14. april, stod jeg op til det mest vidunderlige vejr. Næsten vindstille, +20 grader og vigtigst af alt helt skyfrit vejr. Det var dagen, hvor jeg skulle finde Archon apollinus i Europa. Oprindeligt var planen at leje bil i Pythagorion og køre op til Vronda, den bedste lokalitet på øen for Archon apollinus. Jeg måtte dog revidere min plan indså jeg. Takket være Knud Bech, er jeg i kontakt med den ekstremt kompetente tyske uglemand, Dieter Fritsch, som for tiden huserer på øen. Han kunne berette at superlokaliteten for Archon apollinus på øen brændte ned fornylig! Dieter kunne berette, at han i år har set apollinus spredt nogle underlige steder på øen, hvor han ellers aldrig har set arten før. Måske brænden er skyld i det, at den bedste lokalitet nu er en saga blot, og nu skal man finde apollinus spredt around. Da apollinus nok ikke er så koncentreret på øen, men mere spredt over større områder på Karvounis-bjerget, valgte jeg en løsning 2. Det er lidt sent i flyvetiden for apollinus (et held det har været så koldt hernede i år), så jeg skulle højt op >500 m og følge nogle stier som ikke er steder du kan komme til med en bil. Jeg besluttede mig i stedet for at leje en MTB (det er også noget billigere), og cykle fra Pythagorion og bestige Karvounis-bjerget. ”Its gonna be a tough day, but I have tried worse” Jeg var ikke noget ret langt op før der dukkede nogle fine sager op. Ved den sydlige fod af Karvounis fandt jeg hannen af Polyommatus thersites (ikke værst) og bedst begyndte der ret hurtigt at flyve mange Zerynthia cerisy cerisy. De er skidehurtige, så man bliver meget forpustet af at løbe dem op, det er ikke usædvanligt at løbe et par hundrede meter efter en cerisy. På trods af jeg kom længere og længere op ad bjerget, og der fløj flere og flere cerisy, viste ingen apollinus sig lige umiddelbart før jeg nåede >500 m. I stedet fik jeg en anden ”interessant” oplevelse. Grækenland er vitterligt eventyrenes land, men hvis der er én ting jeg ikke kan døje ved det her land, så er det de græske hunde. Jeg HADER de græske hunde, især når man er ude i bjergene uden for lands lov & ret. De er nogle modbydelige bæster, de støjer, og de forfølger én over store afstande selvom man prøver at flygte fra dem og de går gerne til angreb. Morten S. Mølgaard er blevet bidt før hernede, så det kan virkelig gå grueligt galt! Kunne jeg ikke søge jagttegn i Grækenland, så jeg bare kunne plaffe dem? Nok ikke, men heldigvis har Kreutzer og Mølgaard (to af de største Grækenlands-raidere gennem tiderne) erfaret at det næstbedste man kan gøre efter at skyde dem, er at man skal kaste sten efter dem, og gå efter hovedet på dem, det har de respekt for. Det er afprøvet fra min side, og det virker, bare man får godt med fart på & rammer dem. Nå, men det hører sig til Grækenlands-ture, og eftersom jeg besøger landet hvért år, må man bare lære at leve med dem. Efter jeg slap væk fra de modbydelige bæster, og nået >500 m, kom jeg til nogle ”trappetrinsmarker”, der så helt perfekte ud, med pæne mængder Aristolochia-planter. Jeg brugte tid, koncentrede mig, og denne gang med SUPER-BINGO; to fine apollinus-hanner dansede rundt på trappetrinsmarken. Rart med gevinst, efter jeg var helt smadret efter at have bestiget bjerget på MTB. Så var ballet åbnet. Ingen hunner, men nu gjaldt det bare om at komme længere op ad bjerget. Jeg piskede op og ned mellem 550-800 m, og det betalte sig! Hannerne piskede frem og tilbage langs trappetrinsmarker og små stier, hunnerne mere rolige og sjældne. Jeg bilder også mig selv ind, at apollinus bliver mere aktiv sidst på eftermiddagen, 15-16 tiden synes at være et rigtig godt tidspunkt til flyvning af dette spektakulære dyr! Jeg overvede også at køre ned til Pirgos, et andet gammelkendt apollinus-sted på Karvounis-bjerget, men jeg kunne ikke nå det i dag. Men summa summarum: Resultatet blev +15 apollinus, heraf 4 hunner, et resultat jeg er ovenud lykkelig for dels pga. det halvsene tidspunkt og dels pga. det faktum at Vronda er brændt ned. I stedet fandt jeg pænt med dyr ved bare at drønne rundt og finde dem spredt enkeltvist - det kræver held og arbejdsindsats at finde apollinus i pænt antal for tiden på Samos, men de ér der (hvis man arbejder), rundt omkring lige nu på Karvounis-bjerget! Som en krølle på det hele, fik jeg også pludselig SMS’en ”Velkommen til Tyrkiet”. Pludselig røg jeg på asiatiske sms-takster! Og det blev dyrt skal jeg sandelig love for, i den halve time der gik inden jeg fik sat telefonen på flytilstand. Nu må vi se om Telia vil gøre noget ved sagen. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst, dét eller de græske hunde! Heldigvis bliver vejret kanon i morgen, så jeg er stadig ved godt mod. Nu vil jeg fokusere på at finde nogle hunner af Zerynthia cerisy cerisy samt kigge efter Pelopidas thrax og Maniola telmessia ved Heras Tempel lige vest for Pythagorion. Hvis morgendagen bliver halvt så begivenhedsrig som i dag, skal det nok blive interessant. Skrevet d. 14/4-2022 | Emil Bjerregård | 11/4-2022 | Catalonien, Spanien | Dagsommerfugle |
|
Rapport for i dag, d. 11/4: Corral d'en Sabaté (300-500 m), Capellades, Catalunya, Spanien Valget denne dag faldt på nogle spændende bjerge vest for Barcelona, nærmere bestemt Corral d'en Sabaté lige øst for byen Capellades. Topmålet i dag på Corral d'en Sabaté var Tomares ballus, en fin lille Lycaenidae som i hele verden kun findes i Sydvesteuropa & Nordafrika. Det er en lokal art som kun flyver i én generation. I Europa (som er det udbredelsesområde jeg primært beskæftiger mig med) er det bedste tidspunkt for ballus dagene lige omkring månedsskiftet marts/april, så det er liiige sent nok at finde ballus d. 11. april. Derfor var Corral d'en Sabaté nok ikke noget dårligt valg, da det ligger i 300-500 m, som forsinker flyvetiden en del (Tomares ballus er i den grad også et lavlandsdyr). Men det er en fed art, pt Europas eneste "tilgængelige" Tomares-art, da de to andre arter i slægten i Europa nærmest kun findes i Ukraine & Rusland (callimachus og nogelii, sidstnævnte dog også i det østlige Rumænien med 2 hemmelige lokale forekomster). Startede tidligt ved den sydlige fod af Corral d'en Sabaté, hvor jeg på den første del af min vandrerute måtte lide under en forfærdelig stank, da her ligger en kæmpe losseplads. Her var megen aktivitet med store maskiner, så larm slap jeg heller ikke for, så jeg skyndte mig op ad bjerget og væk fra både stank og larm. Til gengæld var vejret i dag helt perfekt, jeg kunne ikke ønske mig bedre betingelser. Solrigt, temperaturer op til 23°C og næsten ingen vind. Kun i ganske korte perioder hen over dagen kom der momentvist skydække. Alligevel viste det sig lidt som forventet ikke at blive nogen let opgave med ballus. Jeg startede med at bruge meget tid på at finde egnede arealer med pæn lav vegetation og tilpas mængder Medicago-planter. En stor del af de åbne arealer på Corral d'en Sabaté er desværre ødelagt af for hård græsning, så jeg kom virkelig på prøve under dagens ballus-eftersøgning. Efter ca. en times på bjerget, og ikke fundet ret meget andet end nogle panoptes, dukkede dagens første ballus op, på en fuldstændig perfekt lokalitet. Umiddelbart tænkte jeg, at nu ville det sikkert gå slag i slag. Alligevel så jeg ikke mere til ballus de næste 4-5 timer, selvom jeg piskede rundt, op og ned ad bjerget. Først sidst på eftermiddagen fandt jeg en ny fuldstændig perfekt lokalitet for ballus, hvor jeg virkelig satte tid af til formålet. Og her fløj ballus! Det samlede resultat på dette sted blev i alt 4 ballus, hvilket jeg alt i alt er rigtig godt tilfreds med, dvs. 5 ballus i alt for hele bjerget. Jeg fik virkelig lov til at arbejde for mine 5 ballus - jeg vadede uafbrudt frem og tilbage på bjerget i 9 timer fra kl. 9-18. Af sidegevinster kan nævnes flere spændende ting: Pænt med P. machaon, G. cleopatra +20, G. rhamni +1, C. crocea +20 (heraf en f. helice), P. daplidice +50, E. crameri 2, A. euphenoides +25 (heraf en hun, endelig lykkedes det), C. rubi +50, P. panoptes +35, G. melanops algirica 1, L. celtis +1 og P. aegeria aegeria 5. Af disse var jeg rigtig glad for jeg endelig fandt hunnen af euphenoides, som jeg manglede, men også de mange panoptes var tilfredsstillende samt fund af melanops algirica og celtis ej heller at forglemme. Desværre fandt jeg ingen Callophrys avis, som jeg ledte en del efter, jeg ved den findes heroppe. Der var stor Callophrys-flyvning i dag, men kun rubi'er gik min vej. Dem der siger avis er let, lyver. Skrevet d. 12/4-2022 | Emil Bjerregård | 9/4-2022 | Spanien | Dagsommerfugle |
|
Rapport for d. 9/4: Prov. Huesca, Aragón, Spanien Snuppede endnu en dag ved Serreta Negra de Fraga, men i stedet for at fokusere på bazae-bjergkammen, valgte jeg til at starte først på dagen lang gåtur langs floden Barranc de Vallcorna. Nede bag bazae-bakker hvor floden løber, er det nogle rigtig spændende brakmarker langs med floden, hvor jeg håbede på at opspore superdyret Zegris eupheme meridionalis. Det var et sted jeg havde fra Bjarne Skule, Martin Bjerg & Arne Lykke Viborg, som har fundet enkelte eupheme har tilbage i 2000'erne. Zegris-slægten som er meget artsfattig i hele Palæarktikum, er jeg meget fascineret af. I Europa har vi kun to arter; Zegris eupheme der findes lokalt i Spanien (underarten meridionalis) og mere udbredt på Den østeuropæiske slette (norminaten) samt Zegris pyrothoe som er ekstremt lokal i Europa, og kun findes lige vest for Uralfloden ved Indersk, med spredte forekomster mod vest til den saltholdige sø Elton på grænsen mellem Rusland & Kasakhstan. På trods af jeg vadede i flere timer langs mange fine brakmarker, lykkedes det ikke at finde eupheme meridionalis. En stor skuffelse. Der var ellers fint med sol, men det blæste en del. Jeg tror nu ikke nødvendigvis at det var vejrets skyld, at jeg ikke fandt eupheme. Det er en art der efterhånden er blevet en af Spaniens sjældneste dagsommerfugle. For bare 30-40 år siden var den ellers f.eks. ganske udbredt i Catalonien, men på ganske få årtier forsvandt nærmest den overalt, indtil den (troede man) sidst blev set i 2007, hvor den dog senere er blevet genfundet i 2021 på en enkelt lokalitet (glædeligt). Arten er meget sårbar over for tørke, og det har været meget slemt med tørke og brand i området mellem Zaragoza & Barcelona især siden 2018, så jeg tror ikke det gør sagen bedre. Den findes heldigvis stadig spredt i både de nordlige, centrale og sydlige dele af Spanien, men hvis klimaforandringerne for alvor får fat de næste årtier, kan man frygte det afliver Zegris eupheme meridionalis fra hele Spanien definitivt og dermed Europa for bestandigt. På trods af de negative resultater, håber jeg trods alt eupheme stadig findes ved Barranc de Vallcorna (det er jo en art der svinger meget i hyppighed), men det skulle ikke undre mig at den er forsvundet herfra siden bl.a. Bjarne Skule så den her i 2009. Markerne og de tilstødende varme skråninger i kanten af dalen gav dog Papilio machaon, Zerynthia rumina castiliana, Colias crocea, Colias alfacariensis, Anthocharis euphenoides, Euchloe tagis castellana, Pontia daplidice, Aricia cramera, Pseudophilotes panoptes m.fl. Jeg fokuserede efterfølgende på bazae-bjergkammen i et par timer, der var flot sol, men det blæste rigtig meget. Der kom ingen bazae i dag, og jeg tror jeg skal være tilfreds med det ene eksemplar jeg fandt 8/4. Der fløj dog en del Zerynthia rumina castiliana, Colias alfacariensis, Anthocharis euphenoides, Pseudophilotes panoptes, Lysandra bellargus og Callophrys rubi fervida. Ikke mere bazae i denne omgang. Nu er jeg kørt tilbage til Catalonien hvor jeg i Capellades-bjergene vil forsøge at finde Tomares ballus, Glaucopsyche melanops algirica, Callophrys avis og Melitaea deione. Så jeg er endnu ved godt mod. Om 3 dage flyver jeg til Samos. Skrevet d. 11/4-2022 | Emil Bjerregård | 8/4-2022 | Spanien | Dagsommerfugle |
|
Rapport for i dag, d. 8/4: Prov. Huesca, Aragón, Spanien Efter veloverståede eksamener var det tid til at komme lidt syd på og tænke på andet end arbejde og studie. Valget i denne omgang er faldet på det nordøstlige Spanien, hvor jeg vil opholde mig en uges tid, inden det går videre til Samos efter bl.a. Archon apollinus. Efter et logistikhelvede (det er altid værst i begyndelsen af en rejse og man skal lige i gang) inklusiv en natflyvning fra Københavns Lufthavn til Barcelona med et overbooket fly (man skal sgu efterhånden allerede være i lufthavnen 3 timer før afgang for at være sikker på at komme med), lykkedes det i dag at komme ud og finde dagsommerfugle i det nogenlunde pæne vejr. Jeg kørte tidligt om morgenen fra min Hotel i Barcelona, via Lérida, og yderligere ca. 50 km mod vest til den lille landsby Candasnos der ligger i Aragón-regionen. Det er hul i jorden og reelt set nok kun berømt blandt sommerfuglefolk, og det er der en grund til. Det drejer sig naturligvis om Euchloe (Elphinstonia) bazae iberae, som er hele hovedmålet med min uge i Spanien. Et tæskesjældent dyr – som i virkelig – tæskesjælden. Det hele startede i 1982 ved ørkenområdet La Hoya de Baza i Andalusien, hvorfra arten har sit videnskabelige artsnavn. 1982 var året hvor Euchloe (Elphinstonia) bazae for første gang blev fundet i Spanien. På daværende tidspunkt tog man den for at være Euchloe charlonia som findes i Nordafrika & tilhørende øer, men ikke i Europa. Senere har det stået klart at de små & få spanske forekomster er helt unikke og har selvstændig artsstatus. Det har vakt meget opsigt blandt dagsommerfugle-fanatikere i hele verden, da Elphinstonia-slægten (eller subslægt om man vil) er en enormt artsfattig slægt i Palæarktikum. I ca. 10 år troede man så at bazae udelukkende fandtes ved La Hoya de Baza, men i 1992 begik den spanske entomolog Martí Rondós en sensation. Han fandt en ny fuldstændig isoleret relikt-forekomst ved Serreta Negra de Fraga, en tør kuperet sænkning i lav højde (250-300 m) i Huesca-provinsen mellem Lérida & Zaragoza. I Andalusien flyver E. bazae bazae men her i Aragón flyver en helt anden underart, nemlig E. bazae iberae. De er morfologisk meget forskellige fra hinanden. E. bazae iberae er mindre og mere kantet i tegningerne end norminaten fra Andalusien. Flyvetiden adskiller sig også – E. bazae bazae flyver i to generationer, mens E. bazae iberae KUN flyver i én generation, meget kortvarigt fra slutningen af marts og indtil midten af april – thats it! Norminaten er væsentligt lettere at finde end E. bazae iberae. Problemet med iberae er, at det ikke er et dyr man bare kan gå ud og finde en population af. Foruden den meget korte flyvetid, er den også helt ekstrem lokal og helt ekstrem fåtallig! Som nævnt findes den altså i et tørt lavtliggende område få km sydvest for landsbyen Candasnos. Når man besøger Serreta Negra de Fraga, ligner det på afstand at der er mange bjergkamme i området, som kunne være gode for bazae, men sådan forholdet det sig ikke. Nærmest alle beretninger jeg kender til gennem tidernes løb, fokuserer udelukkende på én (one single and only) bjergkam i området lige nord for floden Barranc de Vallcorna, hvor man kan være heldig at finde bazae-hannerne når de hill-topper. Dog skal det siges at der findes en hemmelig forekomst somewhere i Aragón, som jeg måskeee har støvet frem, og efter sigende skulle arten være lidt mere talrig her, men jeg tør ikke hænge min hat op på det. Endnu. Foruden det faktum at bazae er meget fåtallig ved Serreta Negra de Fraga, er problemet også at iberae svinger ufattelig meget i antal. Grundet den tidlige flyvetid er iberae meget vejrfølsom. Derfor har jeg holdt nøje øje med vejret hernede i år, og den forholdsvis kølige sæson indtil nu, bliver nok en fordel for mig, da 8. april ellers er liiige på det sidste. Man skal helst ramme dagene mellem 28. marts og 5. april. I 2013 havde den et historisk godt år ifølge den danske ”bazae-ekspert” Arne Lykke Viborg, måske grundet en meget våd marts. Han har været her mange gange, og kun i superåret 2013 har han set mere end 3 dyr på en dag. Dengang slog han & Martin Bjerg nærmest Europa-rekord da de besøgte området. Men de år er meget sjældne, og i hovedreglen er det kun muligt at se meget få dyr selv på de bedste flyvedage. Næste problem er så at den kun flyver i meget kort tid på dagen. De flyver slet ikke om morgenen, så det er først ved 11-12-tiden at ballet åbner. Her starter hannerne med at flyve og hunnerne påbegynder deres flyvning ca. en time senere. Det hele varer ikke mere end 3 timer ish, ved 14-15 tiden er det hélt slut. Ovenikøbet er hele Candasnos-kanten enormt vindblæst på denne tid af året. Jeg var advaret om det af flere af mine kontakter, men jeg skal love for at jeg aldrig har besøgt et så vindblæst sommerfugleområde nogensinde i Europa. Men summa summarum: Det er svære betingelser det her og det er ikke let. Men whatever, nu skulle det altså være min tur til at finde dette fabeldyr. Jeg ankom til området ca. kl. 11. Der var umiddelbart ikke lige nogle bazae i sigte de første par timer jeg var i området, min arbejdsindsats til trods, men til gengæld kunne jeg glæde mig over mange andre fine ting. Zerynthia rumina og Euchloe tagis castellana var typedyr og fløj i stort antal. Hannerne af Anthocharis euphenoides var lige kommet frem, alle dyrene jeg så var helt nyklækkede – ingen hunner, men de kommer nok snart. De er lidt forsinkede pga. det kølige forår. Jeg var også meget glad for at finde Callophrys rubi fervida, en underart af den almindelige rubi vi kender herhjemme fra. Når man ser dem flyve, er man ikke ét sekund i tvivl om, at rubi'erne hernede ikke er almindelige; fervida har en meget karakteristisk gyldenrød grundfarve, som adskiller sig markant fra Callophrys rubi rubi. Dertil kunne jeg også glæde mig over andre fine suppleringsdyr; machaon, alceae, crameri, daplidice, alfacariensis, panoptes, bellargus m.fl. Efter at have vadet frem og tilbage på bjergkammen og ventet på en hill-toppende bazae, og klokken så småt var begyndt at blive mange, skete der lige pludselig noget mere interessant på en sydvendt skråning lige syd for toppen af bjergkammen. En lys hurtigt flaksende gul sommerfugl piskede afsted, og det var ikke euphenoides - det var bazae! Et fuldstændig nyklækket eksemplar der fløj hastigt over bakkerne mens den søgte til Reseda-planter. Det lykkedes at få en serie skud af den - glæden var stor. Det blev også dagens eneste bazae, men taget i betragtning af hvor meget den har drillet jeg ved ikke hvor mange entomologer gennem tiden, de mest ihærdige danskere, svenskere, belgiere og franskmænd, så var jeg vel fint tilfreds med en enkelt bazae. Dagens høst inkluderede P. machaon 3 (heraf en ekstremt lille, man skulle næsten tro det var P. saharae), C. alceae 1, Z. rumina +25, *E. bazae iberae* 1, E. tagis castellana +50, E. crameri 2, P. daplidice 3, A. euphenoides 5, C. alfacariensis 5, C. rubi fervida 5, P. panoptes 1 og L. bellargus 3. Fokuserer big time igen i morgen på Euchloe bazae iberae, for jeg er slet ikke tilfreds endnu, men vil også forsøge at inkludere Zegris eupheme meridionalis og Tomares ballus i eftersøgningerne på nogle spændende nærliggende arealer. Skrevet d. 9/4-2022 |
| Dagsommerfugle | Natsommerfugle | Meddelelser |
| Forrige | Tilføj ny rapport | Næste |