Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Kenneth Jensen 8/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
Mit lille bidrag til græsningstryksnakken tidligere...

Vi har i Mariagerfjord Kommune enkelte overdrev med helårsgræsning uden fodring med lavt græsningstryk - 4 hereforkvæg/14 ha. Det ser ud til at bevirke et flot blomsterflor og mange dagsommerfugle lige nu, men det er jo svært at sige hvor meget tørken sidste sommer har af indflydelse på det. Men vi tror på at blomstermængden handler meget om mængden af blomstrende urter over sommeren kombineret med den mængde af førne der er når frøene skal i jorden - bl.a. derfor er helårsgræsning godt hvor det kan lade sig gøre (ikke for våde jorde, der skal være ly osv). Det lave græsningstryk kan vi sådan set godt få flere dyreholdere til at opfylde, men selv få dyr kan som sidste sommer blive for mange..Og for en landmand koster det 3000 kr for hver flytning han skal lave, og han har ikke nødvendigvis et andet sted til dem. Men alle vores dyreholdere får at vide at det er ikke golfbaner om sommeren vi ønsker, men en masse blomsterende urter. Vi har geder der på Sem hede der æder bævreasp, men helt forsvinder de aldrig. Så lad dog bævreaspen komme op, og ring dem eventuelt - ellers er det jo en fin værtsplante for mange arter. Og ja helårsgræsning er godt for spirebede og lavt græsningstryk, men det koster på vinterstande af planter....

Det er ikke en nogen let gåde at løse, og der er ofte mange kompromiser i den slags arbejde... Jeg tror som mange kommuner og NST godt ved hvad det rigtige er, men det er ikke altid let at få gennemført i praksis grundet en irriterende virkelighed og dumme tilskudsordninger.

Ad onkel Age, så er man i Lille vildmose ved at udfase fodring af de mange kronhjorte og har indført enkelte bisoner - der mangler i den grad græssere og det bliver spændende at følge. Vi har brændt diverse græsser og skud af nye sitkaer af,og det ser ud til at sitkaerne dør af det. Men uden græssere kommer græsset bare igen..

Venlig hilsen

Kenneth Jensen

Landskabsforvalter
Skrevet d. 8/6-2019

Flemming Johansen 7/6-2019 NEJ Dagsommerfugle
Skiveren,Skagen,Tversted samt moser Råbjerg 2-7.juni.



En lille rapport fra en uges sommerhus i Skiveren og omegn med følgende obs:



Cardui hundredvis. Aldrig set så mange før. Især 5-7. juni

Atlanta 50+

Crataegi 50+

Cinxia 30+

Aurina 17 i Sortkær

Rubi 6 fortsat pæne

Hippothoe 11

Phlaeas 7

Amandus 4

Malvae 8

H.tityrus 1

Icarus 11

Statices 5

Jacobacae 25+

Machaon 0

Plaeno 0



En helt igennem spændende uge med førstegangsoplevelser og foto af Aurinia. Mødte en anden fotograf som fortalte om obs af flere hundrede Aurina i området.

Flemming Johansen
Skrevet d. 7/6-2019

Per Stadel Nielsen 5/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
Martin skrev:

> De ser mere eller mindre alle sammen tilpas afrakkede ud, til at de kunne
> komme helt nede fra Senegal eller noget.

Ja, ud fra vejrkortene fra de senere dage, ser det ud til, at de kommer fra Balkan-Grækenland eller måske Sortehavsområdet, hvor de har haft stærk varme i den senere tid.

Se fx http://www.wetterzentrale.de
Skrevet d. 5/6-2019

Jørgen Krogh 5/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
I Bidstrupskovene var cardui den eneste art der fløj på samtlige skovenge, og det i antal. Største oplevelse var ca. 20 smukke og helt friske selene i Smuldmosen. I alt 11 arter, herunder stadig mange rhamni og nu også faunus. Hjemme i Roskilde sad der hele tre cardui på samme syren.
Skrevet d. 5/6-2019

Per Stadel Nielsen 5/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
Også flere cardui på (af)blomstrende syren her i Gevninge. Desuden spredte agestis, phlaeas og en enkelt frisk jurtina.
Skrevet d. 5/6-2019

Martin Bjerg 5/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
Var lige en lille tur ude i sommervejret efter af at have krydset. Gav et par amandus ved Arresø. Tog også et hurtigt smut ud på Melby Overdrev, inden det blev for varmt. 20-25 cinxia og 10 lathonia blev det mest interessante foruden plus 200 cardui. Har siddet ude på terrassen her i eftermiddag og lavet en lille tælling over en kop kaffe; 10 minutter gav 6 forbitrækkende cardui og en rastende på "græsplænen". De ser mere eller mindre alle sammen tilpas afrakkede ud, til at de kunne komme helt nede fra Senegal eller noget.
Skrevet d. 5/6-2019

Emil Bjerregård 5/6-2019 Dagsommerfugle
Rapporter fra de sidste 3 dage:

2/6: Blekinge

Denne dag faldt valget på det sydsvenske. Hovedmålet var at se efter Mnemosyne (Parnassius mnemosyne ssp. argiope) på en hemmelig svensk lokalitet i Blekinge.

Pga. sporarbejde blev jeg en del forsinket, så nåede først frem ved 12-tiden. Heldigvis var vejret perfekt, og det lykkedes i alt at finde 3 aktivt søgende hanner på lokaliteten i løbet af eftermiddagen. Dejligt den stadig overlever i Blekinge, selvom det hænger lidt i en tynd tråd. F.eks. er den vist væk fra kyllingefarmen.

Foruden Mnemosyne fløj her ikke meget interessant, udover en del cardui, et par rubi og lidt tityus.

3/6: NEZ & NWZ

Fokus denne dag var at raide Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) på Midt-og Vestsjælland. Dagens første lokalitet blev et sats i form af Magleskov ved Borup. Efter sigende skulle arten have holdt sig i skoven helt frem til omkring år 2000, og således ville jeg godt give det et skud på nogle af de åbne områder, hvor jeg sidste år så Skovperlemorsommerfugl (Argynnis adippe) i skoven. Disse åbne områder kunne måske stadig godt se egnede ud for arten, omend med lidt god vilje måske, men desværre udeblev arten. Den er nok forsvundet herfra.

Herfra gik det videre til Grønholt Lund. Her var der rapporteret om et enkelt eksemplar af selene i 2013, og ligeledes et enkelt eksemplar i 2014. Det skulle der tjekkes op på, og noget jeg har villet længe, men som jeg bare ikke har fået taget mig sammen til. Før nu.

Om der nu var en reel helbestand i området, på trods af der kun var to meldinger om enkeltindivider herfra, og det var en del år siden(der er sket meget med den art siden 2014 på Sjælland), var formålet at finde ud af. Kørte minutiøst rundt i skoven, og blev ved-ved med at tjekke det ene hjørne efter det andet, og pludselig var der gevinst. På et meget lille åbent område, fløj mindst 15 selene rundt. Super! Fint med et genfund af en sjællandsk bestand, og endda af en ok population antalsmæssigt.

Herefter kunne jeg glad køre videre til Bidstrup-skovene og tælle selene på udvalgte skovenge. Det skyede helt til, men det var i første omgang ikke noget problem grundet varmen, men da det også begyndte for alvor at regne, blev det sværere at finde dyr. Resultaterne blev følgende: 5-7 eks. Kildeengen, +25 eks. Yssemose, 3 eks. Smuldmosen, 1 eks. Hundemosen og ingen eks. på Ellesøengen. Ganske fint, vejrforholdene taget i betragtning, og da regnen og skyerne også gjorde turen mere komfortabel, synes jeg det var et ret godt trade.

Kørte videre til Store Bøgeskov nord for Ringsted. Målet var selene og det lykkedes da også at finde en enkelt helt frisk han. Dertil også 5 slidte euphrosyne som "sidegevinst".

Stod efterfølgende med et dilemma. Enten skulle jeg køre sydpå til Torpe Mose og Holmegårds Mose, eller også skulle jeg satse lidt mere og køre vestpå. Valgte sidstnævnte for spændingens skyld, og det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning. Dagens sidste lokalitet blev nemlig legendariske Ulkestrup Lyng.

Skulle jeg lave en top 10-liste over danske lokaliteter jeg gerne ville have set for 100 år siden, ville Ulkestrup Lyng, såvel som Åmosen i det hele taget, helt klart figurere på listen. Men lige så fremragende det har været dengang, lige så elendigt er det i dag. Det er nærmest et moras at gå i. Hvad der tidligere var flot, åben, varieret ægte højmose, er i dag primært dækket hélt til af træer, og består i bunden bare en masse gamle tørre tørvegrave og bænke, hvor der er langt mellem de gode planter. Et enkelt lille åbent område i lyngen holder (eller rettere holdte) stadig ok med planter, men desværre viste det sig at det meste af denne fine plet er gravet op for nylig. At det kan ske. I den sydlige del af lyngen var der stadig et par halvåbne gamle våde tørvegrave lidt ind i 00'erne, men de er groet helt til i dag, så der er også her meget langt mellem planterne - og da slet ingen sommerfugle. Havde nu håbet lidt at genfinde rubi i mosen, som sidst er fundet her i 2001 af Martin Bjerg. Har forsøgt en enkelt gang tilbage i 2015 først på flyvetiden, hvor det var forgæves, og det skulle også vise sig at være forgæves igen i dag. Det ser ikke rigtig godt ud til den mere. I starten af 00'erne overlevede den endnu i den centrale del af lyngen, og også i den sydlige del, omkring de gamle våde tørvegrave, som dog har set kedeligt ud i mange år ifølge Jørn Bittcher.

Efter det forventede deprimerende ophold på "lyngen", rykkede jeg ud på engene i Ulkestrup Lyng. Her havde jeg 2 arter i tankerne; selene som sidst er fundet her i 2006, og plantaginis som ligeledes senest er fundet i 2006. Jeg fandt ingen af dem, men til gengæld lykkedes det mig til min store overraskelse at finde en helt "ny" bestand af tenebrata. I alt 4 individer blev det til. Glimragende afslutning på en særdeles ok dag!!!

4/6: NEZ

Valgte at køre lidt rundt i Nordsjælland, for at se hvor godt de rigtige "sommerarter" var kommet i gang. Dagens første lokalitet blev Flyvestation Værløse, hvor det efter en times tid endelig lykkedes at finde en enkelt Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe). Kun lige påbegyndt flyvning hér.

Hernæst kørte jeg til Baunesletten, ikke langt fra den gamle flyvestation. Her plejer hippothoe at have lidt sen klækketid, og med tanke på jeg kun så en enkelt han ved flyvestationen, regnede jeg egentlig ikke med at se arten ved Baunesletten - og den udeblev da også som forventet.

Næste stop var Lyngby Åmose. Ville lige se om jeg kunne finde en nyklækket Bølleblåfugl (Agriades optilete). Den var dog ikke kommet i gang her endnu, trods mosen er meget varm, men i det mindste fløj der da en del slidte rubi rundt - i alt 19 stk. talte jeg.

Kørte videre til Birkerød-kanten. Først ved Nørrevangsletten, som vist er blevet en særdeles populær lokalitet i disse tider, lykkedes det at finde 6 hanner af hippothoe. Dernæst kørte jeg videre til Dumpedalen, hvor en enkelt han af hippothoe fløj rundt. Fint.

Dagens sidste lokalitet blev Skansebakken ved Hillerød. Det blev til 2 helt nyklækkede hippothoe-hanner, så dejligt den holder skansen endnu på Skansebakken, selvom jeg i en del år efterhånden har haft en rigtig dårlig fornemmelse med arten her. Hvor er det dog gået meget ned af bakke på Skansebakken de senere år. For ca. 10 år siden så jeg dem da stadig rimelig talrigt her, modsat nu om dage, og går vi endnu længere tilbage, er det den rene jammer. Men sådan er der så meget. Nu glæder jeg mig over, at der i morgen loves 30 grader på LFM og svag SØ-vind, så jeg må da ned og drømme om podalirius og hvad der nu ellers kan dukke op.
Skrevet d. 5/6-2019

Emil Bjerregård 2/6-2019 Dagsommerfugle
I forbindelse med store træk syd fra af bl.a. cardui, er der også set lidt sjældnere trækdyr i Danmark og Sverige her i slutningen af maj. Først en Pontia edusa d. 20/5 ved Bagenkop på det sydlige Langeland, og hernæst i forgårs, d. 31/5, en han af Gul Høsommerfugl (Colias hyale) lige syd for Limhamn. Det tegner godt til juli/august-generationen af de sydlige trækarter.
Skrevet d. 2/6-2019

Emil Bjerregård 1/6-2019 NEJ Dagsommerfugle
Rapporter for de sidste 2 dage:

31/5: NEJ

Startede tidligt med at tage fra Skagen til Brønderslev, og derfra cykle mod Ryssensgrav ved Store Vildmose. Her finder man en lidt halvisoleret forekomst af aurinia, hvis man da kan sige det på disse kanter. Fandt 5 eksemplarer, og hertil skal også nævnes 3 selene, samt 3 rubi ikke langt herfra flyvende rundt på Mosebølle, i resterne af en gammel højmose, som i dag mest er karakteriseret af gamle bænke og tørvegrave.

Herfra kørte jeg til Sandmosen & Rødesig. Resultatet blev 5 malvae, 2 rubi, 7 selene, +21 aurinia og 1 cinxia.

Herefter var kursen sat mod Tranum Klitplantage. Inden dag tjekkede jeg lige Udholm Plantage, hvilket gav en enkelt malvae, en enkelt aurinia og +25 cinxia.

Fra Udholm Plantage gik det så videre til Tranum Klitplantage, og ved at cykle rundt langs stier og veje i klitplantagen, fik jeg set følgende: 2 tages, 3 malvae, 2 rubi, +28 aurinia og +22 cinxia.

Herefter gjaldt det nogle fine enge, lige øst for Tranum Klitplantage. Og de var strålende. Resultatet her blev 1 tages, 1 malvae, +30 aurinia og 5 tityus.

Herfra stod valget mellem at cykle yderligere vestpå mod flere sikre aurinia-lokaliteter, eller at satse og køre mod nordøst, stoppe op hvor det så godt ud, for at tjekke nye lokaliteter. Valgte det sidste, mest også for at holde dagens cykeltur på under 100 km.

Efter at have fundet lidt rubi og cinxia lidt rundt omkring, men ellers ikke noget særligt, nåede jeg Blokhus Klitplantage. Det skulle vise sig at blive et ganske fint ophold. Her er det nemlig begrænset hvad der var fundet af maj-arterne, og jeg tænkte at det da burde kunne lykkes mig at finde en ny lokalitet for aurinia hér, på trods af en håndfuld kilometer til nærmeste population.

Stedet gav 2 tages(som sidst var fundet i Blokhus Klitplantage i 1970), 1 malvae, 3 rubi, +15 cinxia - og minsandten om ikke der også var en enkelt aurinia. Rigtig fint det lykkedes at finde arten i Blokhus Klitplantage, omend det ikke var så overraskende.

Sluttede dagen igen i Store Vildmose, bare for at gå en tur i resterne af den gamle højmose, såmænd kun for hyggens skyld. Fandt nu heller ikke noget særligt. Men godkendt dag anyway.

Kan se jeg har cyklet ca. 80 km denne dag, men for en gangs skyld har det været en fornøjelse, når man "hele tiden" kan finde gode dyr, mens man cykler - ikke så langt mellem højdepunkterne heroppe.

1/6: NEJ

Vejret så ikke for fantastisk ud, så valgte at nøjes med en tur i Hammer Bakker, på vej tilbage til Sjælland. Desværre regnede, stormede og blæste det – og solen kom aldrig frem, og det var koldt. Så koldt at jeg ikke engang kunne skræmme dyrene op med at ketche godt rundt i vegetationen, og så var jeg jo nødt til at komme ned på alle 4, kravle rundt, og stirre ned i vegetationen. Resultatet blev 1 malvae, 1 phlaeas, 2 icarus, 1 athalia og 1 cinxia – alle fundet totalt inaktive. Taget i betragtning af forholdene var det vel ok.

Nu gælder det Sjælland, Lolland, Falster og Blekinge de kommende dage.
Skrevet d. 1/6-2019

Steffen Johansen 1/6-2019 NEZ Dagsommerfugle
Skuldelev. Er ved at skifte græsgange, på grunden er en lille bestand af Rødplettet blåfugl(agestis), så 3 stk. i et område med Pyrenæisk storkenæb.
Skrevet d. 1/6-2019

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste