Sommerfuglerapporter fra Danmark

Gå til foreningen startside Gamle rapporter Udenlandske rapporter
Vigtigt: Information om gældende frivillige populationsbeskyttelser af insekter i Danmark

Husk: Disse rapportsider er kun beregnet til observationer og meddelelser vedr. sommerfugle. Diskussioner, annoncer og lignende indlæg slettes uden varsel!

Læs mere her om ret og pligt på denne side

Bemærk venligst at alle observationer skal indeholde mindst artsnavn, dato og stednavn for være brugbare!

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste

Rapportør Obs. dato Distrikt Obs. type
Martin Bjerg 10/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Et par småture i NEZ de sidste par dage har fået et par arter mere på årslisten; aglaja fra Melby Overdrev, cardui rundt omkring og så 2 quercus (blåhale) fra i dag ved Ullerup Skov. Quercus den 10. juni; verden er af lave. Det næste bliver vel en juni-betulae.
Skrevet d. 10/6-2018

Steffen Johansen 9/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Auderød Skov. Super lørdag formiddag med livlig flyvning af hvid admiral (camilla), så 10 på en halv time.
Skrevet d. 10/6-2018

Emil Bjerregård 8/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Glemte lige at nævne mit besøg ved Stenholts Indelukke d. 8/6: Her så jeg +25 ino - ganske pænt for lokaliteten.
Skrevet d. 9/6-2018

Emil Bjerregård 8/6-2018 Dagsommerfugle
Rapporter fra de sidste 4 dage:

5/6: NEZ

Dødtræt efter endnu en 10-timers tur uden søvn med offentlig transport fra Skagen til Nordsjælland, landede jeg hjemme i Hillerød ved 8-tiden. Skulle lige ordne nogle ting på hjemmefronten, men en halv time senere, kl. 8:30, rykkede jeg mod Hornsherred.

Første lokalitet var Jægerspris Skydeterræn. Stedet er i dag nok bedst kendt for sin forekomst af Engblåfugl (Cyaniris semiargus). For bare 20-25 år siden var der stadigvæk en del levesteder for arten på Sjælland, men i dag er populationen ved Jægerspris Skydeterræn den absolut sidste vi har på øen. Ovenikøbet virker det som om der bliver færre og færre for hvert år, så det er virkelig en art der hænger i en tynd tråd. Det hjalp heller ikke arten, at det bedste yngleområde blev pløjet op for bare 3 år siden, men heldigvis lykkedes det mig at finde en meget flot semiargus-hun på de sidste velbevarede enge. Dertil kunne jeg også glæde mig over 2 stk. Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe), 15 stk. Argusblåfugl (Plebejus argus) og 20 stk. Isblåfugl (Polyommatus amandus).

Rykkede videre nordpå til Skovsøgård Overdrev ved Kulhuse. Stedet huser finde bestande af hippothoe og argus - så hhv. 2 og 6, Glimrende. Især argus fløj der flere af end der plejer, så det var vel ok.

Ikke langt fra Skovsøgård Overdrev ligger der nogle flotte strandenge ud for Jægerspris Nordskov, hvor der bl.a. flyver hippothoe og amandus. Og det lykkedes da også at få opsporet begge arter, i form at hhv. 1 og 3 eksemplarer. Fint at konstatere de stadig er her.

Hermed var jeg færdig med det nordlige Hornsherred, og jeg kunne derfor fortsætte videre sydpå, hvor jeg besøgte Dalby Huse. Sidste år fandt Vilhelm Dalgaard en lille amandus-bestand på stedet, og selvsamme år havde jeg da også held med at få set arten på lokaliteten. I dag lykkedes det også at se amandus, men det blev dog kun til 1, måske 2 eksemplarer.

Efter Dalby Huse tænkte jeg at det måtte være tid til at se lidt mosearter - derfor valgte jeg at aflægge Kirkemosen ved Ryegård Dyrehave et besøg. Besøget blev kort, men jeg fik da set 3 stk. Grøn Busksommerfugl (Callophrys rubi), 7 stk. Bølleblåfugl (Agriades optilete) og 35 stk. Moseperlemorsommerfugl (Boloria aquilonaris).

Det begyndte at blive småsent på dagen, men tænkte jeg godt lige kunne nå en runde i Bidstrup-skovene at runde af på. Besøgte de 6 velkendte skovenge i området der huser rigtig gode bestande af Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) og Brunlig Perlemorsommerfugl (Boloria selene) med følgende resultat:

Hundemosen: 25 ino og 35 selene.

Ellesøengen: 20 ino og 1 selene.

Smuldmosen: 8 ino og 12 selene.

Kildeengen: +200 ino og 3 selene.

Yssemose: 4-5 ino og 175 selene.

Rønnesømose: +800 ino - i virkeligheden nok op i mod de 1200. Imponerende! Det var virkelig dejligt at se hvordan både ino og selene fortsat stortrives i Bidstrup-skovene.

6/6: NEZ

Inden uni kunne jeg lige nå en kort morgenobs møgtidligt i Børstingerød Mose ved Allerød, hvor jeg fandt en enkelt ino siddende i vegetationen.

Da jeg fik fri kørte jeg mod Hedeland ved Hedehusene - her holder en fin bestand af amandus stadig ud. Fandt 4 eksemplarer på lokaliteten i denne omgang - 2 hanner og 2 hunner.

Sluttede af ved Vallensbæk Mose syd for Albertslund. Så sent som i 2007 var der stadig amandus på lokaliteten, men da jeg første gang besøgte lokaliteten i 2016 lykkedes det mig i den henseende ikke at genfinde amandus. Denne dag forsøgte jeg mit et nyt sted i området, som jeg havde fået at vide af Michael Andersen, hvor han også havde haft den i 2007. Men desværre var stedet i dag, 11 år efter, fuldkommen ubrugeligt for amandus. Så her er den nok også væk. Suk.

7/6: SZ

Fik relativt hurtigt klaret dagens pligter på universitetet, så jeg havde tid til en Sydsjællands-tur denne dag. Valgte at starte i Sofiedal Mose ved Haslev, hvor John Faldborg tilbage i 2014 fandt en stor bestand af ino. En optælling på stedet gav absolut minimum 100 eksemplarer, og virkeligheden var der nok op i mod de 150.

Dagens næste mål var Vallø-skovene, hvor jeg ville tælle ino-bestanden op på de 4 enge arten fortsat holder stand på i skoven. Inden jeg nåede så langt så jeg dog mit første eksemplar i år af Hvid Admiral (Limenitis camilla). Fint.

Det første reelle stop i skoven jeg gjorde var ved Almindbro i Tureby Hestehave - talte +40 ino på en runde.

Næste mål, også i Tureby Hestehave, var Vrietorneng. Her fløj der flere ino'er end jeg nogensinde har set på lokaliteten. Jeg noterede +50, og der var givetvis mange flere. Arten har virkelig et godt år!

Sluttede Tureby Hestehave af ved skovengen "Køge 391", hvor jeg i hvert fald kunne tælle 20 ino'er.

Herfra kørte jeg længere østpå i skovområdet, ud mod Kildemosen i Gunderup Kohave. Det var netop hér at Rødlig Perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) for mindre end 15 år siden stadig fløj talrigt i området, hvilket desværre ikke gør sig gældende længere. Heldigvis har ino det stadig fint på engen, hvor jeg i hvert fald så 25 dyr - men desværre ingen selene, som er ved at forsvinde fra Gunderup Kohave, hvis det ikke allerede er sket - arten er sidst set her i 2015.

Sluttede dagen af meget sent ved 19-20 tiden på Feddet. Flyvningen var tæt på overstået, men det lykkedes da trods alt at få sparket lidt Foranderlig Blåfugl (Plebejus idas) og selene op som afslutning på dagen.

8/6: NEZ

Startede dagen tidligt i Allerød-området. Første lokalitet blev Allerød Sø. For bare 3 år siden var der stadig en fin bestand af hippothoe, men ved et uheld blev hele forekomstområdet slået i primo-juni tilbage i 2016. Desværre tyder alt på at denne handling har kostet arten livet på lokaliteten. Ingen eksemplarer blev set denne dag, og heller ikke i 2016 eller 2017 lykkedes det for jeg og andre at finde hippothoe her. Endnu et suk.

Næste stop blev Allerød Sortemose, hvor jeg i 2013 havde held med at genfinde optilete på lokaliteten, hvor arten ellers ikke var fundet siden 1981. Desværre har jeg ikke set optilete i Allerød Sortemose siden 2014, og heller ikke i dag fandt jeg arten her. Vi må efterhånden nok konkludere arten uddød herfra. Til gengæld kunne jeg glæde mig over 4 stk. rubi der stadig var nogenlunde pæne - dog ikke overraskende taget i betragtning af hvor sent arten påbegynder sin flyvning her.

Efterfølgende var det Børstingerød Mose det gjaldt, for at lave en ordentlig optælling af ino. En runde gav +35 eksemplarer, og også et par eksemplarer af den uægte udsatte Mørk Pletvinge (Melitaea diamina) blev spottet.

Herefter var det Gretesholm ved Farum det gjaldt. For bare 2-3 år siden fløj hippothoe stadig på lokaliteten, men har arten har glimret ved sit fravær de senere år. Og heller ikke i dag lykkedes det at finde hippothoe på lokaliteten. Bekymrende.

Næste lokalitet blev Gedevase Bro & Hestetangshuse i umiddelbar nærhed. Det var mit desperate håb at finde bare en enkelt ino i området, der dog sidst er set her i 2015. Det lykkedes desværre ikke, og jeg tvivler efterhånden på den stadig er her. Også andre har forsøgt sig her de senere år uden held, så alt tyder på det er slut her med ino.

Sluttede dagen af kl. 19 i Krogenlund Mose. Målet var amandus, men flyvningen var på dette tidspunkt overstået. Alligevel lykkedes det med lidt ihærdighed at få sparket 2 eksemplarer af amandus op - hhv. en han og en hun.

Sidder i skrivende stund igen på vej mod Jylland med et nattog, for at raide videre ovre vest på. Hovedmålene er palaeno og artaxerxes, og så må vi se hvad det ellers bliver til.
Skrevet d. 9/6-2018

Martin Bjerg 8/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Ikke at der sker meget her i NEZ. Som om varmen og nok især tørken har lukket ned for de fleste af dagsommerfuglene. Så de første w-album i går, og de første camilla i mandags den 4. juni. Det godt nok tidligt begge dele, men ved at de er set endnu tidligere. Det var vist lige før begge arter blev majdyr i år.
Skrevet d. 8/6-2018

Jørgen Verner Hansen 7/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Så er camilla på banen. Det er vist tidlighedsrekord. Så i dag to på Køge Ås og en, måske to, i Lille Salby Grusgrav, hvor den mig bekendt ikke er observeret tidligere. I grusgraven fløj desuden to gamle minimus.




Skrevet d. 7/6-2018

Svend Kaaber 7/6-2018 NEJ Dagsommerfugle
Til Emil Bjerregaard.

Også jeg vil gerne gratulere med dine interessante observationer af Svalehale og Mose-Høsommerfugl syd for Skagen i år. Du tolker observationerne som en indflyvning fra Skandinavien. Jeg mener derimod, at der er tale om eksemplarer der erklækket på stedet, da deres optræden fuldstændig svarer til mine egne observationer af Colias palaeno i Fuglsø mose i 1993-94 efter artens store indflyvning i juni 1992, og hvor jeg flere gange iagttog trækkende hanner uden for højmosebiotopen på Djursland. I 2001 udarbejdede jeg en status over Lille Vildmoses og Høstemark skovs sommerfuglefauna, hvor jeg havde mange samtaler med områdets skovfoged, Søren Hansen, der fortalte mig at han næsten hvert år så enkelte C. palaeno flyve i mosen, hvad der også tyder på at stedet huser en lille individfattig jysk bestand, som med års mellemrum bliver forstærket ved tilflyvning fra øst som i 1992.Jeg ved også, at der hvert år bliver observeret svalehaler af de mange fuglekiggerne på Skagen, hvorfor områdets mange fine tørvemoser formentlig huser en stationær dansk bestand af arten. Men også for en ny generation af unge energiske samlere er der nye erkendelser at gøre. Og her er Vendsyssel stadig et fantastisk område, hvor også jeg i 1960 opdagede en ny dansk blåfugl.

Men i min have her i Aarhus V.er der kun meget få arter trods den rådende varmebølge. Nældens takvinge har dog vist sig i få eksemplarer sammen med trækkende admiraler og gammaugler.Så vi venter på regn med længsel.
Skrevet d. 7/6-2018

Morten S. Mølgaard 7/6-2018 NEJ Dagsommerfugle
Til Emil Bjerregaard vil jeg sige, at jeg sætter stor pris på dine mange fine beretninger rundt omkring fra det ganske land. Din arbejdsindsats er prisværdig og meget flot - og meget værdifuld. Tillykke med de fine fund af palaeno og machaon i det nordjyske!
Skrevet d. 7/6-2018

Morten S. Mølgaard 7/6-2018 NEJ Dagsommerfugle
Drastrup i udkanten af Aalborg: masser af dagsommerfugle. Observerede arter: P. rapae, L. hippothoe, C. minimus (talrig), C. semiargus (talrig, inkl. to æglæggende hunner), P. amanda, P. icarus, A. urticae, M. cinxia (talrig, ret slidte), M. jurtina (hanner), C. pamphilus, T. lineola (hanner)
Skrevet d. 7/6-2018

Thomas Møller 6/6-2018 NEZ Dagsommerfugle
Så flyver der Hvide W'er i Elmetræerne ud for vores altan. Pænt tidligt!
Skrevet d. 6/6-2018

Dagsommerfugle Natsommerfugle Meddelelser
Forrige Tilføj ny rapport Næste